Materialiserede drømmei

Rune Gade

”Fra nu af kan det kun blive bedre. For vi kan hvad vi vil, og vi vil det.” Sådan lød titlen på Jesper Dalgaards udstilling på Kunsthal Nord i januar 2012. Jeg holder meget af den udstillingstitel. ”Fra nu af kan det kun blive bedre. For vi kan hvad vi vil, og vi vil det.” Jeg holder af den af flere grunde.

For det første er udstillingstitlen en god indgang til at forstå Jesper Dalgaards måde at arbejde på. Hans værktitler er nemlig aldrig blot beskrivende eller betegnende. Hans skulpturer hedder ikke sådan noget som ”rumfartøj” eller ”svævende planet” eller ”hængende skulptur”. Det er ellers en meget udbredt måde, at give kunstværker titler på. Som når fx L.A. Ring i 1920 kalder et af sine berømte malerier for ”Roskilde Fjord. Vinter. Gule og brune Siv i Forgrunden. Udsigt over Vandet mod Landsbyen Veddelev”. Her er den lange titel en ren, beskrivende gentagelse af det, man ser i maleriet. Ja, man ser næsten maleriet for sig, bare ved at få titlen læst op.

Sådan er det ikke hos Jesper Dalgaard. Hos Dalgaard er titlen aldrig blot en gentagelse af det, man støder på i værket. Den er snarere et tankevækkende supplement til det. Titlerne er ikke deskriptive, men narrative. Titlerne åbner for små fortællinger, fragmenter af historier eller udsagn, som i glimt lader os ane en meget større fortælling bagved. Akkurat ligesom udstillingstitlen fra Dalgaards udstilling på Kunsthal Nord. ”Fra nu af kan det kun blive bedre. For vi kan hvad vi vil, og vi vil det.” Titlen åbner for spørgsmålene om, hvad der kan blive bedre, hvem ‘vi’ er og hvad vi vil. Allerede gennem Jesper Dalgaards udstillingstitel bliver vi med andre ord ansporet til at tænke over, hvad det er, vi bliver præsenteret for.

For det andet rummer titlen en optimisme og fremtidstro, som er meget passende i disse tider. Eller måske ligefrem tiltrængt. I den forstand rækker titlen langt ud over Jesper Dalgaards egne værker og fortæller noget om kunsten mere generelt. Selv om titlen næppe har til hensigt at sige noget om kunstens generelle situation, så synes jeg, den kan bruges til at forstå kunstens vigtige rolle i vores samfund. Det vil jeg vende tilbage til.

‘Vi kan hvad vi vil, og vi vil det’. Den del af titlen må næsten have stået som et motto for Jesper Dalgaard, da han sagde ja til at udstille på Kunsthal Nord. Med de store og rustikke udstillingsrum fik han nemlig muligheden for at realisere sine værker i en hidtil uset skala, frem for den modelskala, som værkerne ofte har antaget tidligere. Men allerede de mindre skulpturelle og installatoriske objekter af Dalgaard kræver en meget omfattende og tålmodig arbejdsindsats fra kunstnerens side. De møjsommeligt sammensurrede kviste og grenstumper, som ofte udgør grundsubstansen i hans arbejder, er resultatet af en grundig, langvarig og tålmodig indsats. Når værkerne vokser i skala, gør arbejdet det selvfølgelig også. De store konstruktioner på udstillingen i Kunsthal Nord var tydeligt nok udkommet af både en enorm viljestyrke og en kæmpe, kollektiv arbejdsindsats, hvor Dalgaard assisteredes af adskillige hjælpere. Værkerne realiserede mottoet om, at ‘vi kan hvad vi vil, og vi vil det’. Resultaterne talte for sig selv. Man kunne ikke undgå at blive imponeret, fascineret og draget ind i værkernes universer.

Den verden, der åbner sig, når man står over for – eller indeni – Jesper Dalgaards værker, er nemlig en fascinerende og fantastisk verden. Det er på mange måder et helt univers, der åbner sig for én. Ikke blot i overført betydning, men også helt konkret. For Dalgaards arbejder handler på deres helt egen måde om en fremtid, hvor menneskets eksistens ikke længere er begrænset til Jorden, men udfolder sig i selvskabte verdener, små biotoper, som sætter mennesket i stand til at rejse i det ydre rum, måske til fjerne galakser. På en meget konkret måde fremmaner Dalgaards værker scenarier om fremtiden. Det er en form for science-fiction i begrebets bogstavelige betydning: fiktioner om videnskabelige og teknologiske nyskabelser. Ret beset er vi dog tættere på den spekulative fiktion, det vil sige en genre, der opstiller rene tankeeksperimenter og modeller for fremtiden.

Hos Dalgaard får disse fiktioner ikke bare liv, men antager også former igennem anvendelsen af materialer, som ikke forekommer specielt fremtidsorienterede, men derimod henviser til vores virkelighed her og nu. Det er ikke visionen om en glat, friktionsfri og højteknologisk fremtid, vi får at se. Det er derimod et spøjst sammenstød mellem på den ene side organiske og nærmest trivielle hverdagsmaterialer som træ, græs og sten og på den anden side svævende kloder og fartøjer i strukturelle, modulære mønstre. Det er stærkt visionært, men lugter på en måde også trygt og bekendt af hobbylim. Heri ligger en stor portion af charmen i Dalgaards værker. De er en slags overrumplende fantasifulde drømmerier, der trods deres intergalaktiske ambitioner altid bliver ved jorden. Værkerne er på samme tid ‘langt ude’ og meget bekendte, nærmest hjemlige.

Det bringer mig tilbage til den optimisme og fremtidstro, jeg indledte med at lokalisere i titlen på Dalgaards udstilling på Kunsthal Nord. ”Fra nu af kan det kun blive bedre. For vi kan hvad vi vil, og vi vil det.” I disse krisetider ved vi vel alle, at det næppe er så enkelt, som at viljen alene kan ændre på tingenes tilstand. Alligevel er det en indstilling til fremtiden, som rummer en masse kvaliteter og som ikke mindst siger noget om, hvad kunsten kan bidrage med i vores samfund.

Som Dalgaards udstilling så fint demonstrerede, tilbyder kunsten os nye forestillinger om vores virkelighed. På trods, i modstand og med viljestyrken på fuld kraft fremad. At være i udstillingen var, som at se en drøm materialisere sig for øjnene af én. Og mennesker har brug for drømme. Vi har brug for at nære et håb om, at ‘fra nu af kan det kun blive bedre’. Kunsten er i mine øjnene netop i stand til at give os håb og drømme og visioner. Kunsten er i stand til at opstille nye modeller for, hvordan vi kan forstå og anskue virkeligheden, os selv og hinanden. Kunsten kan give os adgang til et andet sted, og heri ligger en af dens væsentligste kvaliteter.