Langt ude i galaksen….

Af Mette Sandbye

Siden sin afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2001 har Jesper Dalgaard (f. 1974) markeret sig som en meget original stemme i dansk samtidskunst. Hvis man skal kalde ham noget, er det som regel betegnelsen billedhugger, der hæftes på ham, men det skal forstås i betegnelsens allerbredeste forstand. Jesper Dalgaard bygger nemlig hængende skulpturer af pinde, fibergræs, flamingo og den slags materialer, som man kan finde i modelbyggerforretninger. På den vis har han – som flere andre i sin generation – på radikal vis udforsket og udfordret skulpturens traditionelle rammer. En af hans tidligere udstillinger – i 2005 i Galleri Christina Wilson – hed da også ”Men i dag er alt muligt”.  

Udover skulpturer og skulpturelle installationer tegner Jesper Dalgaard, han maler og laver video. Hele hans produktion kan ses som én sammenhængende udvikling af et omfattende hjemsløjds-sci-fi-univers i modelstørrelse; en intergalaktisk, svævende fremtidsby af mystiske kloder, hvor de samme værkelementer optræder på kryds og tværs. Det er et univers, som han allerede lagde grunden til, da han gik på akademiet, men som han har udviklet og udvidet gennem årene. Man kan betragte hans samlede produktion – og det gør han også selv – som en fiktiv samfundsstruktur eller et utopisk idealsamfund et sted ude i fremtiden. Flere af hans skulpturer ’udspiller’ sig via titlens datering 2-300 år ude i fremtiden. Karakteristisk for ham er værkernes meget lange, fortællende titler, som på en gang er morsomme og lettere uhyggevarslende, på én gang utopiske og dystopiske, ligesom titlen på udstillingen i Kunsthal Nord var det: "Fra nu af kan det kun blive bedre. For vi kan hvad vi vil, og vi vil det”. Første del af titlen "Fra nu af kan det kun blive bedre" antyder, at vi lever i en verden, der er godt på vej til at ødelægge sig selv, mens anden dels "For vi kan hvad vi vil, og vi vil det" markerer et håb for fremtiden. Begge sektioner imiterer – med en ironisk undertone - måden, man skriver paroler på plakater til fx politiske demonstrationer. Og så er det også en titel, der som alle Dalgaards værktitler og hele universet i øvrigt er fuld af leg og humor. De lange værktitler fremstår typisk som en slags dagbogsfragmenter eller brudstykker af samtaler eller indre monologer blandt de tændstikmænd, der bebor Jesper Dalgaards mystiske, sjove og enormt tids- og fingerfærdighedskrævende hængeskulpturer.  

Det hele begyndte med de grønklædte utopikloder, som Dalgaard bebygger med små brændestabler, nåletræer, plasticblomster eller en lille plasticgris i ny og næ. En 2 ½ meter lang, græsgrøn klode, konstrueret i 2001, kunne fx hedde ”Jeg tør næsten ikke tænke på det, for går man bare to år tilbage indtraf den selv samme begivenhed, som er årsag til den nuværende situation. Mort Fega, 24. marts 2290”. Der findes ikke en bestemt baggrundsforklaring til denne titel, en facitliste, men den er så tilpas fortællende og åbnende, at beskueren selv starter en indre sci-fi-film og digter videre på ’historien’.  

Efter i mange år at have bygget hængende kloder begyndte Jesper Dalgaard omkring 2005 at bygge små modelinterieurer, som forestiller de hjem, som de ensartede, anonymiserede tændstikmænd, der befolker hans tegninger, kunne forestilles at bo i. Det er boliger præget af det mix af smart modernisme og utopidesign, som man typisk møder i sci-fi-film fra 60-70'erne: vægge i hvide klinker, rene linjer, store vinduer med afrundede hjørner, kontakter med lysende fingertouch, stive hvide futuristsofaer, smarte tapeter i geometriske op-art-agtige mønstre i orange og turkis. Allerede en værktitel fra 2001 udtrykker Dalgaards dobbeltsidede fascination af modernismen: ”Vi har netop genoptrykt en ældre serie tapeter, som jeg selv designede dengang, og jeg må indrømme at have været dybt inspireret af den såkaldte modernistiske tidsalder”.  

På væggene på udstillingen i Kunsthal Nord havde Dalgaard – igen i en barnlig hjemmelavet stil – hængt småbitte abstrakte malerier, der inkarnerer forestillingen om "moderne kunst". I det hele taget rummer Dalgaards værker en refleksion over kunstens rolle som dekoration i hverdagen. Tændstikmændene er ens og bevæger sig mekaniseret ensartet, men i en video har en enkelt af dem – Hele vejen rundt og tilbage igen - fået en historie som den succesfulde kunstner, der med dollartegn i øjnene skaber designagtige værker og bliver rig på det, kommer til ferniseringer i coole barer med smarte venner og masser af drinks, men alligevel ender deprimeret, ulykkelig og ensom.  

Det er et univers, der skal ligne en fremtidsutopi, men som samtidig på én gang peger tilbage til netop de sene tressere (og for så vidt helt tilbage til sådan noget som Fritz Langs Metropolis fra 1927) og så til vores egen tids strømlinede indretningsstil, som man kan møde den i ethvert nummer af Bo Bedre. Et af disse små kukkasseinteriurer i 1:10 hedder "Stue – min udsigt er fantastisk! Jeg bor i forbindelse med en af de største oxygenkapsler og nyder dagligt den fantastiske naturrigdom udenfor mine vinduer. Det er en fornøjelse at overvære de mange fartøjer, som fragter arbejderne til og fra modulerne. Og så er der jo også dyrelivet, som er et kapitel for sig". Her ser man ind i en stue med et panoramavindue, der viser udsigten i form af en video, hvor klodeskulpturerne svæver forbi i denne fiktive galakse.

Med udstillingen i Kunsthal Nord – hans største hidtil - tog Jesper Dalgaard endnu et stort skridt videre i udviklingen af sin helt særlige Dalgaard-verden, idet han opbyggede to af de værker, han allerede havde lavet i modelstørrelse, i fuld størrelse. Ovennævnte kukkassestue med udsigt var det første, man trådte ind i på kunsthallen, denne gang i 1:1. Man trykkede på en fingertouchskærm, "elevatordøren" gled op, og man trådte ind i et stort, hvidt rum og kunne fra panoramavinduet skue ud over et (opspeedet) døgn i Dalgaards galakse, hvor kloderne dansede drømmende roligt hen over endevæggen. I en mellemsektion – et slags gangareal mellem to udstillingssektioner - havde Dalgaard tilmed bygget en kæmpeinstallation af rafter, som man måtte kravle op og rundt i for at komme videre i udstillingen. Man blev på den måde selv forvandlet til en af de tændstikmænd, man møder i tegningerne, og oplevede dette legende sci-fi-univers på egen krop. Man blev selv en modernitetsforelsket, dystopisk, standardiseret figur, der performede i det dalgaardske klodeunivers.  

Det er et univers, der rummer en vis samfundskritik, som handler om miljøbelastning, kapitalismens standardisering af både individ og verden, og ønsket om at kunne starte forfra og realisere sine uindfriede drømme, og såmænd også en kritik af kunstens rolle som dekoration og forbrugsgode. Men på samme tid er det hele – forstærket af de lange novelleagtige titler - tilpas mystisk og flertydigt til at sætte fantasien i gang og lade den vandre langt ud i galaksen.